English

Elevpladser: Virksomheder gør sig attraktive for elever

Der er rift om eleverne i øjeblikket, så virksomheder gør hvad de kan for at gøre sig attraktive over for kommende elever. En populær løsning er, at kombinere elevuddannelsen med 1-2 akademifag i ledelse.

Kombinerer elevuddannelsen med akademifag

Den aktuelle situation, hvor mange fynske virksomheder søger en elev, har fået virksomhederne til at tænke i nye baner for at gøre sig attraktive for ansøgere. Udover at tilbyde en meningsfuld hverdag med ansvar og spændende arbejdsopgaver fra dag et, tilbyder flere virksomheder nu også eleverne uddannelse, mens de er i lære.

Elever i Bilka Odense kan tage fag i ledelse

”Vi har høje forventninger til vores elever og giver dem derfor også meget ansvar. Dette gør, at man har mange muligheder for at udvikle sig og mange muligheder for at få det job, man lige netop ønsker. Vi giver også vores elever mulighed for at arbejde eller stifte bekendtskab med ledelse, hvis det er det de ønsker. Eleverne er vores fremtid og meget vigtige for os. Vi skal hele tiden sørge for, at vi har den næste salgsassistent, den næste leder, den næste varehuschef klar”, siger Mette Dahl Vindeløv, sektionschef for customer & people i Bilka Odense.

”Elever har mulighed for at tage den almene elevuddannelse som salgsassistent eller tage den elevuddannelse, der hedder management trainee. Som management trainee har man blandt andet mulighed for at tage to akademifag gennem de to år man er elev hos os. Når elevtiden er slut, så er man klar til et job som teamkoordinator i Salling Group”, fortsætter Mette Dahl Vindeløv

Elever i Bilka, Odense får tilbud om at tage en uddannelse i ledelse mens de er i lære som salgsassistent

Elever i Bilka, Odense får tilbud om at tage en uddannelse i ledelse mens de er i lære som salgsassistent.

Karrieremål understøttes med mentorsamtaler på skolen

På Tietgen Business har vi i flere år afholdt elevpladsmentorsamtaler med eleverne, så vi sikrer, at de er rustede og klar til at tage gode beslutninger i forhold til at nå deres professionelle mål og drømme for en karriere i erhvervslivet.

”Jeg oplever, at flere og flere virksomheder henvender sig til os og beder os prikke elever til dem. I de seneste fire uger har jeg prikket elever til tre virksomheder. Det gjorde jeg aldrig for to år siden”, siger Trine Vorre, der er underviser på Tietgen Business og afholder karrieresamtaler med eleverne på skolen.

”Jeg afholder individuelle samtaler med alle elever for at afdække deres drømme og ønsker i forhold til deres fremtidige liv og karriere. Virksomhederne er blevet meget bevidste om, hvad de får, når de ansætter en elev, og samtidigt er virksomhedernes krav til eleverne steget i de seneste år”, fortsætter Trine Vorre.

Mange virksomheder søger elever

Der er ingen tvivl om, at der er stor efterspørgsel på elever hos virksomhederne. I skrivende stund, i slutningen af februar, er der på Fyn 151 ledige elevpladser inden for detail, handel, kontor og event. Og der kommer dagligt nye til.  

"Eleverne stiller krav til virksomhederne'", siger praktikkonsulent Christel Bjerremann fra Tietgen Business.

Klare mål for både eleven og virksomheden

Før en uddannelsesaftale kan underskrives af virksomhed og elev, er det vigtigt, at begge parter har gjort det klart for hinanden, hvad deres individuelle forventninger og ambitioner for aftalen er. Og her er det ikke kun virksomhederne, der stiller krav til eleverne. Eleverne kan også bidrage med deres ønsker til arbejdsopgaver, vilkår og ønsker til uddannelse.

”Eleverne kommer alle med forventninger til deres kommende elevplads. Vi anbefaler altid, at virksomhederne og eleverne afstemmer disse forventninger, før de indgår en aftale. Virksomhederne følger nøje deres elever under uddannelsen, og vi ser flere og flere virksomheder, der tilbyder deres elever et eller flere fag af akademiuddannelsen i ledelse”, siger Christel Bjerremann, praktikkonsulent på Tietgen Business.

Virksomhederne investerer i deres elever

”Kort sagt, så investerer virksomhederne i deres elever, så eleverne allerede er i gang med næste uddannelsestrin, mens de i lære. Det gør de for at holde på deres elever og for gøre eleverne attraktive for arbejdsmarkedet efter endt erhvervsuddannelse”, fortæller Christel Bjerremann.

En elevuddannelse er adgangsbillet til at blive leder eller selvstændig

23. februar 2021 udgav Arbejderbevægelses Erhvervsråd en analyse, der viser, at én ud af ti med en erhvervsuddannelse enten er leder eller selvstændig med eget firma 20 år efter de færdiggjorde deres uddannelse. Undersøgelsen siger bl.a. at, "en erhvervsuddannelse ikke blot giver en sikker indgang til arbejdsmarkedet, men er også en adgangbillet til at blive leder, selvstændig eller tage en videregående uddannelse."

Læs hele analysen på altinget.dk her