Ansæt en elev i tre år med stort fokus på praksis i din virksomhed. Det kan være en genvej til uddannelse for dine ungarbejdere.
Ny mesterlære er den mest praktiske vej til en erhvervsuddannelse. Ny mesterlære-uddannelsen tager udgangpunkt i din virksomhed og veksler løbende mellem arbejde i virksomheden og undervisning på Tietgen Business.
Ny mesterlære kan være en mulighed inden for detail, handel og event.
Med Ny mesterlære ansætter du en elev, der ikke allerede har et adgangsgivende grundforløb. Du har eleven i tre år i stedet for de normale to år til gavn for din virksomhed. Det giver et større fokus på praktisk oplæring i uddannelsen.
I det første år har din elev skolegang i to perioder á 20 uger. I disse skoleperioder undervises eleven på Tietgen to dage om ugen - tirsdag og onsdag. Eleven arbejder hos dig i den resterende tid. Tietgen har placeret skolegangen, så du har eleven på fuld tid i juli og december.
Skolegangen i det første år afsluttes med en eksamen i en tværfaglig opgave, som tager afsæt i en relevant problemstilling fra din virksomhed.
De efterfølgende to år fungerer præcis som den traditionelle elevuddannelse, hvor eleven er i lære i virksomheden, kun afbrudt af 6-8 ugers skoleophold og fagprøve.
Regler for løn og arbejdsforhold afhænger af elevens alder. Du kan læse mere om de konkrete regler her:
"Fra mit synspunkt er det positivt, at jeg har dem i længere tid, jeg oplever eleven bliver meget stærkere. Jeg har tilmed en rigtig god medarbejder til en billig løn. Den forrige Ny mesterlære-elev, jeg havde, blev førstemand i butikken. Jeg synes, man skal springe ud i det og prøve det af. Især i det tredje år har man dermed en rigtig dygtig medarbejder gående. Jeg er yderst tilfreds med ordningen".
Ronni Jessen, REMA 1000